Samlet program for 2016
22. februar
Reservelæge, bachelor i historie, Hans Trier:
Stadsfysikus Mangors sundhedsvæsen i den københavnske fattigreform 1799
16. marts
Peter Aaby, Head of Bandim Health Project, Statens Seruminstitut:
Bandim, Guinea-Bissau sundhedsprojekt og epidemiologisk forskning
12. april (Medicierne og Niels Steensen i Firenze)
A. Professor Donatella Lippi, Florence Medical School:
Medicierne i Firenze: Hvad døde de af?
B. Troels Kardel:
Steno in Tuscany, at the occasion of the 350th year of his arrival in 1666
24. september
Udflugt til Sankt Hans Hospital med besøg og omvisning ved Karin Garde i museet, 200 års jubilæumsudstilling og frokost i ”Sct. Hans Have.” Der deltog 25 medlemmer.
- Læs mere om Sankt Hans Hospital under 1001 fortællinger om Danmark
- Et par film fra museet på Sankt Hans
25. oktober
Ulrik Bak Kirk:
Skrofulose i København 1875-1921
23. november
Professor, overlæge dr. med. Jørgen Serup:
Tatovering gennem tiden
Mandag 22. februar
Hans Trier, overlæge, BA i historie: Stadsfysikus Mangors sundhedsvæsen i den københavnske fattigreform 1799.
I 1799 blev der, i forbindelse med en reform af fattigvæsenet, skabt en kompleks sundhedsordning for de fattige i København. Den omfattede forebyggelse, præhospital behandling, almindelig lægebetjening, sygehusbehandling med veldefinerede indlæggelses- og udskrivelseskriterier, sociallægefunktioner, apotekeraftaler og hjemmepleje. Formålet var at forebygge uforskyldt fattigdom hos borgere, der ellers ernærede sig selv. Derved kunne fattigvæsenet spare udgifter og omsiggribende tiggeri undgås.
Stadslæge Christian Elovius Mangor (1739-1801) var manden bag den ambitiøse og i international sammenhæng revolutionerende sundhedsreform. Mangors empati for de fattige, hans kliniske erfaring som praktiserende læge og hans evner som embedsmand satte præg på dette sammenhængende og kvalitetssikrede sundhedsvæsen. Foredraget kommer ind på reformens baggrund, indhold og mulige effekt.
Peter Aaby, Head of Bandim Health Project, Statens Seruminstitut: Bandim, Guinea-Bissau sundhedsprojekt og epidemiologisk forskning: Lessons for the past and for the future? En gentolkning af infektioner og vaccinationer.
Studier af børnedødelighed i Guinea-Bissau siden 1978 har rejst en lang række spørgsmål omkring vor forståelse af årsagerne til alvorlig sygdom og hvad vaccinerne betyder for den generelle sundhedstilstand. Det har været almindeligt at forklare den høje dødelighed i sygdomme som for eksempel mæslinger med at børnene var underernærede i udviklingslandene. Vi viste i Bissau at det ikke var rigtigt. Den afgørende faktor var ’crowding’ og smitte intensitet, formentlig på grund af smittedosis. Det har været muligt at vise at dette princip også galt da dødeligheden var høj i Europa og det gælder også for andre børnesygdomme.
Hidtil har vurdering af vacciner primært været baseret på graden af specifik sygdomsbeskyttelse. Den almindelige antagelse er, at en vaccine, der beskytter mod en given sygdom, altid vil have en positiv effekt på folkesundheden. Størrelsen af effekten antages at være proportional med betydningen af den specifikke sygdom for folkesundheden. I dette ”sygdomsspecifikke” perspektiv kan vaccination stoppes, når den tilhørende sygdom er udryddet, som det skete med koppevaccinen i 1980.
Men studierne fra lavindkomstlande har vist at vaccinerne har lagt bredere immuntræningseffekter, for eksempel reducerer mæslingevaccinen dødeligheden langt mere end hvad der kan forklares med beskyttelse mod mæslinger. Disse effekter er gavnlige for levende vacciner men ikke for de inaktiverede vacciner. Hvis vaccinerne har generelle gavnlige effekter så kunne vi i princippet gøre mere skade end gavn ved at udrydde en sydom og så stoppe vaccinationerne. Hvad sket der efter vi stoppede koppevaccination?
A. Donatella Lippi, Professor of History of Medicine at the Florence Medical School: Medicierne i Firenze, hvad døde de af?
Within the framework of the Medici Project, a paleopathological team of experts has carried out a study on the tombs of some of the Medici Family members (16th-18th centuries) housed in the so-called Medici Chapels of the Basilica of San Lorenzo in Florence.
The project involved many competences: thanks to the collaboration of experts in different fields, it was possible to obtain information about the state of health and causes of death of many members of the famous dynasty, which ruled Florence during the golden centuries of the Renaissance.
This study has thrown new light on the diseases the Medici suffered from: in particular, it was demonstrated that they did not suffer from gout and that some members of the family were murdered.
The combination of iconography, literary sources and paleopathological data permitted to provide new interpretations and solve some mysteries, which had been remained obscure for centuries.
B. Troels Kardel: Steno in Tuscany, at the occasion of the 350th year of his arrival in 1666.
Steno must have arrived in Pisa at the end of March or at the beginning of April 1666. The Medicis received him in a very friendly manner and took an eager interest in his anatomical knowledge.
Soon after his arrival Steno made a demonstration at the end of which he showed the structure of the heart. Besides the Grand Duke himself and Prince Leopold, he also met Prince Cosimo (the future Cosimo III) who found the young Dane extremely affable and modest” (from Gustav Scherz).
Tirsdag 25. oktober
Historiker Ulrik Bak Kirk: Skrofulose i København 1875-1921.
Tuberkulose er et af de Felter inden for Lægevidenskaben, hvor der i Løbet af den sidste Menneskealder er sket det største Omslag i vor Opfattelse af Sygdomsaarsagens Natur og Væsen. (Ugeskrift for Læger, 1889)
Skrofuløse Børn ville nyde godt af Opholdet i Snogebæk, som kunde blive til en Velsignelse for hele Samfundet.” (Ugeskrift for Læger, 1890)
I perioden 1876-1927 blev flere tusind fattige og svagelige københavnske skolebørn sendt på sommerkoloni i Snogebæk på Bornholm. Børnene blev indkvarteret og huset privat, men disse svagbørnskolonier var ingenlunde privatfilantropiske foretagender. Derimod var der tale om en nøje koordineret indsats mellem Københavns Kommune på den ene side og lægerne på den anden side.
Som det øverste citat vidner om, forekom i løbet af det 19. århundrede et betydeligt skifte i lægers sygdomsforståelse af tuberkulose, mens det nederste udsagn dækker over, at de terapeutiske tiltag, der blev iværksat over for skrofulose (kirteltuberkulose), blev begrundet i og med samfundsøkonomiske rationaler.
Skrofulose var altså ikke en rent medicinsk diagnosticeret sygdom eller en politisk sag, der skulle (be)handles på, men som hvad trådte entiteten ‘skrofulose’ da frem for og i verden? Og hvordan gik det til, at læger og politiske protagonister over tid forstod skrofulose som forskellige entiteter, der kunne og skulle handles på?
Dette oplæg vil udforske skrofulose som et multipelt objekt ved at fremhæve tre særlige praksisser, hvori fænomenet skrofulose blev videnskabeliggjort, politiseret samt behandlet i København i perioden fra 1875-1921, herunder om disse bidrog til at fortætte eller omvendt opsplittede skrofulose i flere entiteter og sygdomspanoramaer.
Læs kandidatspecialet: En skrofuløs historie – en undersøgelse af skrofulose som multipelt objekt i København fra 1875-1921
Onsdag 23. november
Professor, dr. med. Jørgen Serup: Tatovering gennem tiden: Fra magi til medicinsk udfordring
“Stadig flere bliver tatoveret, og som naturlig følge heraf er der også flere, som får gener eller alvorlige komplikationer. Synderen er i nogle tilfælde tatoveringsblækket, vi ved eksempelvis, at 10 procent af alt nyindkøbt blæk er forurenet med bakterier. Men ofte skyldes det også selve tatoveringsproceduren, amatørtatovering og uhygiejniske forhold.” (Jørgen Serup)
At bemale og tatovere huden er kendt langt tilbage og særligt anvendt i stammesamfund i en magisk sammenhæng, herunder af grønlandske eskimoer. Sejlbådene og sømændene bragte tatovering fra Stillehavsområdet til Danmark. Dødelige infektioner og allergier mod kviksølvholdige farver var kendte komplikationer.
Fra at være tegn på lav social klasse er tatovering i dag en global trend: Omkring 600.000 i Danmark og omkring 500 millioner i verden er i dag tatoveret. Det betyder ikke, at tatovering er generelt accepteret – der er mange holdninger og subkulturer. Med så stor udbredelse af tatovering kommer selv sjældne medicinske og socio-kulturelle komplikationer til at omfatte mange, og fagområdet er blevet en ny subspecialitet i dermatologien. Også praktiserende læger møder disse problemer inklusive spørgsmål om fjernelse af tatovering, som bliver den næste trend.
Landenes og myndighedernes regulering af tatovering er yderst mangelfuld uanset forholdet, at medicinsk uuddannede personer med tatoveringsnål i vidt omfang injicerer store mængder ukendt kemisk stof og pigment mikropartikler i huden og kroppen på raske personer, der kan blive eller bliver syge af det.
En bizar kontrast til reguleringen af farmaindustrien og den autoriserede sundhedssektor.
Tatovering er stadig i folkeligt ejerskab og vidtgående negligeret som problem af politikere, bureaukrater og den medicinske verden.
”Tatoveringsklinikken” ved Dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital er p.t. den eneste højt specialiserede behandlingsenhed af den art i Danmark og i Europa.
Se rapport fra 2015 om tatovering udarbejdet af Vidensråd for Forebyggelse:
www.vidensraad.dk/Videntema/tatovering-helbred-risici-og-kultur
www.vidensraad.dk